Er du mellem 13 og 20 år og har du lyst til at spille i et band?
- så er Grobund måske noget for dig.
Grobund er et alternativt bandakademi for spirende, unge musiktalenter.
Vi har to komplet udstyrede øvelokaler med professionelle vejledere tilknyttet, hvor du kan få mulighed for at komme og øve med dit band. Måske kender du allerede nogle, du kan spille med, eller også kan vi hjælpe vi dig med at finde ligesindede.
Det eneste vi forlanger er, at du ikke er på nybegynderniveau på dit instrument, da vi ikke kan tilbyde instrumental undervisning.
Når du kommer i Grobund, vil du og dit band blive hjulpet af erfarne, professionelle musikere, som ved, hvad der skal til for at udvikle sig som et band. Undervisningen vil foregå med henblik på at støtte jeres egne idéer og initiativer, og den skal derfor betragtes mere som en slags rådgivning eller vejledning end som decideret undervisning. Der vil selvfølgelig være stor forskel på, hvor meget hjælp, der er brug for fra band til band, hvilket underviserne vil tage højde for.
Udover den faste ugentlige øvetid på 2½ time, arrangeres der hygge-, jam- og koncertaftener, ligesom vi også skal ud af huset og spille koncerter rundt om i landet.