Skip to the content

Aarhus Kammermusikfestival 2021

For tredje år i træk stabler tidligere elever fra Aarhus Musikskole og MGK-Ø en imponerende festival på benene. Festivalen begynder d. 24. september

Aarhus Kammermusikfestival byder for tredje år i træk publikum velkommen indenfor fra d. 24.-26. september 2021 i Musikhuset Aarhus. På det tætpakkede program findes i alt otte koncerter med en bred vifte af klassisk kammermusik, fremført af internationale topkunstnere i samspil med nogle af landets bedste unge musikere: Eksempelvist den prisvindende franske strygekvartet, Quatuor Arod, udenlandske topmusikere såsom pianisten Violetta Khachikyan og fagottisten Justin Sun, de lokale helte, klarinettisten Mathias Kjøller og oboisten Oliver Nordahl, foruden unge, danske fremadstormende stjerner, navnlig cello/bratsch brødrene Jonathan- og Nicholas Swensen, violinsten Anna Agafia Egholm og pianisten Elias Holm.

 

Festivallens koncerter er i 2021 opdelt i tre forskellige kategorier med følgende titler: ’Episke Øjeblikke’, ’Zoom Ind’ og ’Musikalske Stjernefrø’.

Ved førstnævnte præsenteres publikum for enestående musik, der taler lige til hjertet, med eksistentielle temaer der spænder over fortvivlelse, uendelig lykke og kærlighed. Oplev heriblandt uropførelsen af den anmelderroste danske komponist, Lil Lacys nye værk, skrevet specielt til festivallen, ’Reflections’, samt bl.a. Schönbergs Verklärte Nacht og Piazollas berømte ’Libertango’.

Ved ’Zoom Ind’-koncerterne præsenteres publikum for en kortere musikoplevelse, hvor der bliver dykket ned i bestemte, markante og elskede værker og komponister – heriblandt kan bl.a. opleves Mozarts berømte klarinetkvintet og Debussys (eneste!) strygekvartet i g-mol.

Ved sidstnævnte præsenteres publikum for et unikt møde med morgendagens stjerner: Først ved en familiekoncert i samarbejde med Aarhus Musikskole, hvor en række elever først vil vise et udsnit af deres repertoire, inden en række af Aarhus Kammermusikfestivals musikere byder ind med en festlig opførelse af Saint-Saëns ’Dyrenes Karneval, med Mikkel Baungaard Thomsen som fortæller. Siden ved en koncert med de morgenstjerner, der er lige på randen af en professionel karriere, nemlig studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Foruden de tre ovennævnte kategorier afholdes også en helt særlig natkoncert lørdag aften, hvor repertoiret bliver tilrettelagt af festivallens musikere selv, nemlig den musik, de selv allerbedst kan lide! Her bliver stemning hyggelig og vedkommende, og man vil kunne nyde et glas mens musikken spiller.

 

Aarhus Kammermusikfestival opstod i 2019 ud fra et brændende ønske om at bringe klassisk kammermusik fra den øverste hylde til Aarhus samt at stimulere det musikalske vækstlag i byen. Førstnævnte er opnået igennem samarbejder med verdenskendte navne som fx Trio Con brio og David Oistrakh Quartet, sidstnævnte er opnået igennem varige samarbejde med både Aarhus Musikskole og Det Jyske Musikkonservatorium. Festivalen prioriterer også nykomponeret musik højt, og har i sine to første leveår uropført musik af komponisterne Mathias Vestergård Hansen og Magnus Plejdrup.

Bag festivalen står et hold af diverse, passionerede musikere, der hver især brænder for kammermusik og Aarhus, med pianisten Tony Nguyen i spidsen som festivalleder, der selv er fra Aarhus og har en stærk vision om at give noget tilbage til hans elskede hjemby.

 

Periode: 24.-26. september 2021

Lokation: Musikhuset Aarhus – Fortrinsvist i Lille Sal

Indhold: Otte klassiske koncerter i kammermusikkens tegn med førende danske samt internationale musikere. Koncerten vil selvsagt kunne opleves live, men hovedparten vil også blive streamet på festivalens FB-side.

Medvirkende: Quatuor Arod (FR), Lil Lacy, Jonathan Swensen, Anna Agafia Egholm, Elias Holm, Dina Ivanova, Jean-Baptiste Doulcet, Joasia Cieslak, Justin Sun, Laura Helene Hansen, Luiza Labouriau, Marianne Clement Thomsen, Mathias Kjøller, Nicholas Swensen, Oliver Nordahl, Romane Queyras, Violetta Khachikyan, Marco Zammuto, Alina Trifu, Jessica Hill samt Mikkel Baungaard Thomsen

Arrangeret af: Festivalleder Tony Nguyen i samarbejde med kunstneriske medplanlæggere Lea Han, Magnus Plejdrup og Elle-Riin Volmer. Hertil i samarbejde med Musikhuset Aarhus, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole.

                      Festivalen er desuden støttet af: Dansk Komponistforening, Knud Højgaards Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond, A. P. Møller Fonden, William Demant Fonden, Beckett Fonden, Statens Kunstfond, Solistforeningen af 1921, Louis-Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Sonning Fonden samt Koda Kultur.

Priser: Alm.: kr. 80-140, Stud.: kr. 40-60. Partoutkort: 450 kr.