Skip to the content

KammermusikCamp

Kammermusik Camp logo

Tre årlige weekend-workshops for unge klassiske talenter fra hele landet i alderen 12 til 19 år. Og med sammenspil i mindre grupper i centrum.

Endelig er KammermusikCamp blevet en realitet, og nu inviteres børn og unge fra hele landet til kammermusikmekka i Aarhus tre gange årligt. Det vil blive tre weekender med fuld knald på musikken, fællesskabet, spændende oplæg, god mad, koncerter og inspirerende coaching af erfarne kammermusikere og lærere.

KammermusikCamp er sammenspil og musikalske oplevelser samt oplæg om emner som sceneoptræden, mentale processer, improvisation og optimal øvning. Det er også nye venskaber, hygge og lækre måltider. Der er fuld forplejning og overnatningsmulighed på et nærliggende vandrehjem. Hver camp bliver afsluttet med koncert i Musikhuset Aarhus.

KammermusikCamp er for alle instrumentalister der enten ønsker at spille sammen med andre jævnaldrende, eller for allerede etablerede ensembler som gerne vil udvikle sig sammen. Det er også en god mulighed for at øve henimod den nye ”Klassiske Kammermusikkonkurrence for Juniorer” som samarbejder med KammermusikCamp. Det hele finder sted på Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole.

Vi anbefaler, at man har spillet i en del år, så det er musikken og ikke de grundlæggende instrumentale færdigheder, der er i fokus.

De første tre Camps finder sted på Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, og Aarhus Musikskole:

27.-28. november 2021
5.-6. februar 2022
23.-24. april 2022

Underviserne kommer bl.a. fra Det Kgl. Kapel, Randers Kammerorkester og Det Jyske Musikkonservatorium.

Se mere om underviserne, tilmelding m.m. på hjemmesiden: www.kammermusikcamp.dk

Der er tilmeldingsgebyr på kr. 500. Gebyret dækker fuld forplejning samt overnatning.
Tilmelding skal ske senest d. 18. oktober.

 

Klassisk Kammermusikkonkurrence for Juniorer
KammermusikCamp giver desuden optimale forberedelsesmuligheder til den nystartede ”Klassiske Kammermusikkonkurrence for Juniorer”, som vil blive afholdt på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, første gang d. 26.-27. februar 2022.

KammermusikCamp er etableret af en gruppe musikere, i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole og med generøs støtte fra private fonde. Fordi kammermusik bør spille en langt større rolle i talentarbejdet inden for den klassiske musik, både for at fastholde, motivere og selvstændiggøre.