Skip to the content

Unge Poeter - samskabelse mellem unge om litteratur og musik

Unge Poeter – samskabelse mellem unge om litteratur og musik

 

Hvad sker der, når man lader udfordrede unges forfatterskab være genstand for andre unges sangskrivning?

 

Med en stor releasekoncert og bogreception lige om hjørnet giver projektet ”Unge Poeter” et bud på dette. Projektet er støttet af SmukFonden, og bag projektet står Aarhus Musikskole og Alléskolen i tæt samarbejde med Dokk1 og Gellerupscenen.

Alléskolen er en skole under beskæftigelsesforvaltningen for unge med forskellige udfordringer og broget skolehistorik bag sig. I projektet Unge Poeter har eleverne fået skrivemæssig professionel vejledning. Eleverne har mødt aarhusforfatteren og digteren, Mads Mygind, samt biblioteksformidlerne Sara Bindeballe, Jesper Kirkegaard og Tobias Dalager. Over flere dage har eleverne skrevet egne tekster om tro, håb, liv, modløshed og store glæder.

Gennem digte, erindringer og kortprosa, har eleverne foldet en stor del af deres dybeste tanker og meget personlige oplevelser ud på skrift.

Alle teksterne er blevet sendt til Aarhus Musikskole, hvor skolens elever på musikskolens MGK-hold (et hold for unge talenter og aspiranter til konservatoriet), har valgt 9 tekster ud. De 9 tekster har været MGK-elevernes inspiration til nye tekster og ikke mindst musiske værker, der tager udgangspunkt i det univers og de temaer, der kommer til udtryk i Alléskole-elevernes oprindelige tekster.

MGK-eleverne har taget opgaven meget seriøst, og der er kommet 9 flotte og spændende musikalske udtryk ud af deres grundige arbejde. Det har ydet en ihærdige indsats for at fortolke de oprindelige og meget personlige tekster ind i deres egen lige så personlige musikalske udtryksform.

Det tætte og unikke samarbejde mellem Alléskolen og MGK-holdet fra Aarhus Musikskole får ikke bare lov til forsvinde i glemslen. Det hele foreviges gennem udgivelse af de 9 numre på diverse streamingtjenester, og Alléskolen udgiver en bog med de mange elevtekster, der er blevet produceret på skolen under overskriften ”Unge Poeter”.

Både de musikalske fortolkninger og Alléskolens bog kan opleves til en stor, offentlig release-koncert og bogreception på Gellerupscenen onsdag den 11. maj 2022, kl. 20.00. Denne aften vil MGK-eleverne fremføre deres 9 fortolkninger, og de oprindelige elev-tekster fra Alléskolen vil blive læst op af Maj Ørskov, der er forsanger i det lokale band Kiosk. Ingen af de unge fra henholdsvis Alléskolen og MGK-holdet kender hinanden, og denne aften er første gang de er i samme rum og oplever et samskabende møde på tværs af ungdomsmiljøer og udtryksformer.

Releasekoncerten:

https://billetto.dk/e/unge-poeter-billetter-623616