Skip to main content Skip to footer

MTA - Komposition

Til MTA Komposition får du ny inspiration og møder andre unge, der også arbejder med deres egen musik. Vi ser bredt på emnet musikalsk komposition og der vil være oplæg fra underviseren om relevante emner som kompositionsteknikker, instrumentation, notation, eksempler på inspirerende musik eller kunstnere eller hvordan vi søger inspiration til musikken…  De deltagende elever vil også selv blive bedt om at komme med korte oplæg om egne værker, yndlingsmusik eller det, der inspirerer dig lige nu. Vi snakker, lytter og diskuterer musik og metoder for at lære af hinanden i et hyggeligt og inspirerende fællesskab.

Undervisningen er for alle typer komponister, hvad enten du arbejder med rytmisk eller klassisk komposition, e-musik eller er singer songwriter eller noget helt fjerde. Underviser på holdet er komponist og guitarist Gorm Askjær, der har en lang og bred erfaring som komponist og bevæger sig primært indenfor kontemporær jazz, klassisk musik og cross-over/hybridformer. Han komponerer både til egne bands og musik til andre orkestre, for eksempel Århus Sinfonietta, Aarhus Jazz Orchestra, Akademisk Kor Aarhus, Jutlandia Saxofonkvartet og det klassiske ensemble Lydenskab. (se www.gormaskjaer.dk).

Vi mødes 4 torsdage i efteråret kl. 16-18 på Aarhus Musikskole (Officersbygningen, Vester Allé 3 8000 Aarhus C) Officerssalen, opgang C på følgende datoer:

  • 10. oktober (Lokale 013, opgang C i stedet for Officerssalen)
  • 31. oktober
  • 21. november
  • 5. december