Skip to main content Skip to footer

Små korsangere på Store scene og med nyt navn

Aarhus Musikskoles tre yngste kor har haft en spændende og travl weekend.

Lørdag d. 29. og søndag d. 30. januar optrådte Spirekoret, Børnekoret og Juniorkoret ved hele tre festlige shows i Musikhusets Store sal. Eller rettere: Aarhus Spirekor, Aarhus Børnekor og Aarhus Juniorkor. For sådan kommer de tre dygtigste børnekor i Aarhus til at hedde fremover.

De tre kor under ledelse af Maria Burgård (Aarhus Spirekor og Aarhus Børnekor) og Birgitte Næslund (Aarhus Juniorkor) havde flittigt øvet sig på en lang række sange til showene. Og lørdag stod de første gang på Store Scene med entertaineren Sigurd Barrett, akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra. Her sang de med på Sigurds sange om videnskabens verden, om blandt andet solsystemet, naturlovene, klimaet og det periodiske system. Senere på dagen var Aarhus Børnekor og Aarhus Juniorkor på scenen sammen med Aarhus Jazz Orchestra og sang med i showet ”Jorden rundt med Katrine” med TV-værten Katrine Bille, kendt fra Lille Nørd på Ramasjang. Søndag var alle tre kor igen samlet på scenen til endnu et show med Sigurd Barrett.

Det var første gang korene blev præsenteret under deres nye navne, og det blev markeret ved at de små korsangere i alderen 6 – 14 år kunne optræde i kor-tshirts sponsoreret af PIECES og Name It og med korenes nye navnelogo, - gule t-shirts til spirekoret, lilla til Børnekoret og blå til Juniorkoret.

Aarhus spirekor, Aarhus Børnekor og Aarhus Juniorkor udgør den yngste del af i alt seks kor i Aarhus Korskole under Aarhus Musikskole. Korskolens overbygning består af de tre elitekor Aarhus Pigekor, Det Jyske Musikkonservatories Pigekor, begge kor under ledelse af Birgitte Næslund og endelig det rytmiske pigekor Maestra, under ledelse af Malene Rigtrup. Se mere på aarhusmusikskole.dk/kor

About the author

Aarhus Musikskole