Skip to main content Skip to footer

Inspiration til forældre

Sangskattekisten

Sang, musik og bevægelse gavner dit barns sprog

 

Sang, musik og bevægelse er stimulerende for børns sproglige udvikling. Derfor er der mange gode grunde til at synge for sit lille barn:

 

  • Det skaber tryghed og fællesskab mellem voksen og barn
  • Det støtter barnet i at bygge videre på sin medfødte musikalitet
  • Forksning viser, at musikalsk stimulerede børn er bedre til at koncentrere sig og klarer sig bedre indenfor logisk tænkning, matematik og ikke mindst sprog

 

Når I som forældre synger og bevæger jer sammen med jeres børn, hjælper I dem med at blive gode til at huske og få en god kropslig koordinering og rytmesans. I giver dem de bedste muligheder for en god sprogudvikling og senere læse- og skriveudvikling. 

Hver fugl synger med sit næb – men mor og far er stjerner

 

Det lille barn elsker sin mors og fars stemmer, så som forældre vil man altid være en stjerne i barnets ører, lige meget hvordan man synger. Syng de sange, I selv kan lide og måske har sunget som børn. Lær sangene fra børnenes vuggestue eller lån børne-cd’er og sangbøger på biblioteket.

 

Her på hjemmesiden kan I finde syv børnesange med små tegnefilm til. Se filmene sammen – syng med – lav fagterne – og husk at det også er dejligt for børnene ”bare” at synge sammen med de voksne uden at se på en skærm samtidig. De fleste børn synger ikke med fra starten, men prøver måske at lave bevægelserne og fagterne så godt de kan. Børn, der ikke taler endnu, vil ofte vise nogle bevægelser fra en sang, hvis de gerne vil have den voksne til at synge sangen.

 

Børn vil tit gerne høre den samme sang igen og igen! Så vær tålmodig og tag den en gang til – og en gang til – så børnene kan nå at lære den. Lidt efter lidt begynder de måske at synge enkelte ord fra sangene – men ikke altid på det ”rigtige” tidspunkt. De gentager f.eks. det sidste ord i en linje lige når den er slut.  Syng på puslebordet. Syng i badet. Syng på legepladsen. Syng på klapvognsturen og mens I venter på bussen. Syng ved sengetid eller når som helst lejligheden byder sig… Kilde: Dorte Nørgaard ”Syng og bevæg din baby glad”. Udgivet på Dansk Sang 2013