Skip to main content Skip to footer

Musik som redningsplanke

Skrevet af Ivan Moses

”Jeg vil også gerne tale om mit handicap” lyder det forsigtigt fra Walid Askaryar halvvejs gennem interviewet, da han tror, jeg har overset det aspekt af hans liv. Jeg beroliger ham og siger, at det skal vi nok komme omkring. For Walid fylder det nemlig meget at være anderledes. Det ved han, at det også gør for mange andre. Det kan man høre i hans nye single Happy. Walid vil gerne inspirere andre, der ligesom ham har været igennem en udfordrende situation, og han er derfor fast besluttet på at udgive sin første EP.

 

Når jeg taler med Walid i dag, virker han som en glad og imødekommende person, men sådan har det ikke altid været ifølge Walid selv. Han voksede nemlig op med Cloves Syndrome, som kan være svært, især for børn og unge, at håndtere. Det er en sjælden sygdom, der skaber overvækst i kroppen, og man kan derfor hurtigt komme til at skille sig ud. ”Folk kigger på mig, chikanerer og siger dumme kommentarer, så det bliver sværere at leve med”, uddyber Walid. Walid har i sine 24 år på jorden aldrig set andre med det. De gemmer sig, har han fået fortalt. Det er nemlig et handicap, som tiltrækker opmærksomhed, når du er ude i offentligheden. Dén opmærksomhed har Walid dog lært at leve med. Med sin nye single Happy, har han endda formået at vende sin situation til noget positivt.


Et spirende talent

Før Walid kom til verden, måtte hans familie opgive en tilværelse i Afghanistan og flygte til Litauen i håbet om et bedre liv, og her blev Walid født. Efter tre år i Østeuropa gik turen videre til Danmark, hvor familien slog sig ned. Opvæksten var fuld af sang og dans, men det foregik normalt hjemme i trygge omgivelser. Det var først, da der skulle fremføres musical på hans folkeskole i Hinnerup, at Walid blev skubbet til at vise sine skjulte talenter frem. Han optrådte med Man in the Mirror af sin yndlingsartist, Michael Jackson. Walid fortæller, at han spejler sig i Michael Jackson fordi han, ligesom Walid, blev stemplet for at være anderledes. Ligesom Michael Jackson nægtede Walid at holde sig tilbage af den grund. Han overvandt sin frygt, og den positive respons til hans optræden gav ham modet og lysten til at dele sit talent med resten af omverdenen.


Aarhus Musikskole som katalysator

Musikken tog efterfølgende fart. Musiklokalet i ungdomsklubben blev konstant taget i brug. Her startede Walid med at synge og indspille covers af sine yndlingssange. Mange timer i disse år gik med at udvikle og finpudse talentet. Musik betød alt for ham. Det var derfor meget svært for Walid at acceptere, at hans stemme gik i overgang og ikke længere kunne bruges på samme måde som før. Walids udvikling led et pludseligt afbræk og musikken blev sat på standby.

Walid havde ikke sunget i to år, da hans mor tilmeldte ham sangundervisning på Aarhus Musikskole. Hun vidste, hvor meget musik betød for ham. Det var derfor vigtigt for hende, at Walid genfandt lysten til at synge.

På Musikskolen mødte Walid sin første sanglærer Camilla Dayyani. Han blev for første gang introduceret til øvelser og teknikker, som han kunne bruge til at træne og forbedre sin stemme. Han lærte at optræde på en scene og blev væbnet med forskellige redskaber, som fornyede hans tro på egne evner. Musikskolen blev et frirum for Walid, hvor han kunne fordybe sig i musikken i trygge omgivelser. Et sted, hvor han kunne lære om musik og dele sin passion for musik med andre. Walid fortæller, at han værdsætter at komme på Aarhus Musikskole og lære om musik fra undervisere, der har forstand på det. Musikskolen var med til at gentænde hans passion for musik.


Udvikling gennem musikken

I dag er Walid mere optaget af musik end han nogensinde har været det før. Han har bygget et mini-studie derhjemme til at indspille sine vokaler. Musikken til hans lyrik finder og køber han på internettet. Det var sådan han skabte sangen Happy. Det er en personlig sang om Walids fortælling. Den beskriver oplevelser med at se anderledes ud og er et udtryk for de ting, Walid selv går og bakser med. ”Lige pludselig kom ordene bare”, fortæller han. Han behøvede ikke at tænke for meget over teksten – den kom fra hjertet.

Walid er i skrivende stund i gang med at indspille sin næste single Chasing You, der ligesom Happy skal være på hans kommende EP. Derudover skal der også laves musikvideo, fortæller han. Der er endnu ikke fastlagt nogen udgivelsesdato, men ambitionen for EP'en rækker længere end at sælge et vist antal plader. Walid vil gerne inspirere andre på samme måde, som hans idol Michael Jackson gjorde det for ham. Han ved nemlig på egen krop, hvor vigtig musik kan være. For Walid gør musikken tingene lettere at håndtere. Han vil ikke lade sit handicap diktere sit liv. Han vil ikke gemme sig, men vil frem i lyset med sin musik.

 

Fremtidsplaner og høje ambitioner

Walid har også mange gode grunde til at tro på sine egne evner. Det gælder både alle de positive oplevelser med musik, som han havde i sin opvækst og den positive og overvældende respons, som Happy har affødt. Walid fortæller, hvordan familie og venner roser og udtrykker deres glæde over sangen. Den helt store sejr kom, da sangen blev udvalgt af Spotify til at optræde på en af deres famøse playlister, hvilket er noget mange andre kunstnere også arbejder hårdt for at opnå. Walids første ambition var at få 500 afspilninger, da han udgav den, men det gik langt over forventning og den har nu over 8.300 afspilninger.

De succeser, Walid har oplevet gennem musikken, har givet ham en urokkelig tro på sig selv. ”Hvis man bare tror på sig selv, så kan man sagtens opnå de ting, man gerne vil” mener han. Musikken blev hans redning og han håber at hans musik kan inspirere og hjælpe andre, sådan som den hjalp ham.

About the author

Aarhus Musikskole